Besøg hos KWH Pipe A/S

kwh-specialerAf Steen Ussing

Den 26. oktober bød KWH Pipe inden for til et virksomhedsbesøg, som NDT Foreningen havde arrangeret. Dagens værter, projektchef Jan Lunding og salgschef Ivan Jensen, indledte med en præsentation af virksomheden og en yderst informativ gennemgang af udvikling og status inden for plastsvejsning, herunder mulighederne set med KWH’s øjne.

Herefter fik deltagerne en demonstration af stuksvejsning (spejlsvejsning), elektrosvejsning (ved hjælp af samlemuffer med varmetråde) og ekstrudersvejsning, som blandt andet bliver anvendt til kantsømme.

KWH mestrer svejsning af rør fra ca. 16 mm op til 4 meter i diameter. Det var en lidt speciel oplevelse at se en stor svejsehal med kraner, rullebukke osv., der var fyldt op med store, opsvejste emner, som udelukkende er af plast.

For de af os, som er betydeligt mere vant til svejsning af metalliske materialer, var der mange øjenåbnere. Plast er på vej frem som materiale, ikke mindst som substitut for rustfrie stål og betonmaterialer. Plast er allerede veletableret som materiale inden for blandt andet drikkevandsforsyningen, men der er eksempelvis også mulige gevinster ved at anvende dette materiale på fiskefabrikker og i rensningsanlæg.

På vegne af DSL og NDT Foreningen, mange tak for et yderst interessant og vellykket arrangement.

Webside produceret af Hjortlund Medier